En vigtig leveregel, du kan tage med dig

Alternativ behandler silkeborg, biopat silkeborg, naturopath silkeborg, biopat jylland, naturopath jylland, biopat midtjylland, naturopath midtjylland,

I dag har jeg været i klinikken hele dagen. Jeg elsker at hjælpe andre med at få overblik over deres ubalancer og bane vejen til øget sundhed. Men i dag skulle jeg også selv lære noget. Det vil jeg dele med dig, for jeg tror, det er en ting de fleste af os bør mindes om ind i mellem…..

Et par af dagens klienter var til opfølgning på deres behandlingsforløb. Det er altid spændende at høre om regenerationsprogrammet har givet pote. Og igen må jeg give al min respekt til naturens kraft og virkning, når jeg ser, hvordan symptomer erstattes af livsgnist og overskud.
Jeg tænker sjældent på, at jeg har en stor rolle i denne transformation. For jeg synes, at det allervigtigste er det arbejde mine klienter gør derhjemme. At spise det vi har aftalt og supplere med gode kosttilskud. Misforstå mig ikke – jeg er meget opmærksom på at tilpasse programmet til den enkelte, også derfor er der aldrig to planer, der er ens. For nogen synes, det er sjovt og overskueligt at skylle håret i urteafkog hver dag, mens andre helst vil have en urtekapsel. Fordi hverdagen ikke indbyder til andet. Derfor ser jeg det som min fornemme opgave at finde veje til sundhed, som passer ind i den enkeltes hverdag.

Så jeg prøver konstant at udtænke alternativer og jeg er specialist i at finde nye smutveje til sundhed. Og her lærer jeg jo også af mine klienter. Jeg er dybt taknemmelig for at så mange vil dele deres virkelighed med mig – for det er jo med til, indirekte, at hjælpe andre også.
I dag skulle jeg dog lære noget, som handler mere om mig:
Jeg er ved at tage afsked med en klient, som siger: ”Tak Anja, for alt hvad du har gjort for mig.”
Mit svar var (selvfølgelig): ”Det var så lidt”. Hvorefter min klient kigger mig dybt i øjnene og siger: ”Nej Anja, det var det ikke. Og det må du aldrig sige. For du giver så meget. Det er ikke lidt. Det er utrolig meget.”

Det gjorde mig rørt og glad, at hun havde overskud til at rose mig. For vores møde handler jo ikke om mig, men om hende. Men bagefter fik det mig alligevel til at tænke på, at vi bør være bedre til at anerkende hinanden. I alle af livets relationer. Men også bedre til at tage imod ros. For det betyder mindst lige så meget for den der roser, at modtageren tager det ind, mærker det, vokser og glædes. For ikke at tale om den selvagtelse det giver dig selv at vedstå den ros, du får. Derfor er det en ting jeg vil notere i mine egne leveregler. Måske du vil gøre det samme?